Affinity Designer – nu er iPad Pro pludselig for alvor “pro”

Det er næsten tre år siden, at Apple lancerede den store 12,9″ iPad Pro og Apple Pencil – og for alvor begyndte at overbevise os om at det her var erstatningen for en “rigtig” computer. Men i starten manglede softwaren der skulle gøre det til virkelighed. Der var alt for få apps der kunne betegnes som “pro”. Men det begynder at ligne noget nu – og helt i front finder vi det engelske softwarehus Serif.

I sidste uge handlede rygterne om, at Adobe ville komme med en fuldstændig udgave af Photoshop til Ipad – i 2019. Men hvis man ikke kan vente så har Serif allerede udgiver Affinity Photo til iPad, og giver her næsten de samme muligheder som med Photoshop. Men der er ingen rygter om at Adobe vil komme med Illustrator til iPad ….

Adobe har indtil videre haft en strategi, som handler om at lave “companion-apps” til iPad, som kan arbejde sammen med de store desktopprogrammer som Illustrator. Således har de Adobe Illustrator Draw til iPad, som kan bruges til at lave simple tegninger. Men det er på ingen måde en afløser for Illustrator – kun et supplement til at lave brainstorms og skitser, som så kan sendes over til desktoppen.

Fuldfed illustrator

Men ind kommer Serif med Affinity Designer. Programmet findes både til Windows, MacOS … og til IOS. Og her er så omsider det vektorbaserede tegneprogram vi har ventet på. For det er så utrolig oplagt at arbejde med tegning på en iPad Pro, men programmerne har bare ikke været helt der endnu.

Jeg har arbejdet med Affinity Designer i nogle dage nu, og er blevet meget positivt overrasket over dybden af features. Jeg har stort set ikke stødt på noget som jeg kender fra Illustrator, og som jeg ikke har kunnet finde i Designer. Alle de forskellige typer af kurver og geometriske figurer er her – med mulighed for efterfølgende at manipulere dem på alverdens måder. Her er en bred vifte af fills, effekter, pensler og meget andet. Og endda også muligheden for at kombinere vektorbaseret grafik med pixelbaseret, så det kan bruges som et mere traditionelt tegneprogram.

Samtidig understøtter Affinity Designer også flere forskellige artboards, så man rent faktisk kan lave et helt dokument og gemme det som en PDF fil. Dermed bliver Affinity Designer til noget nær det idelle værktøj til at lave avancerede præsentationer, som er helt dine egne. Her kan du kombinere vektorgrafik, håndskrift, fotografi og typografi.

Hurtigt!

Jeg havde lidt frygtet, at man ville kunne mærke at processoren i min iPad trods alt ikke kan konkurrere med den i7 der sidder i min desktopmaskine – men også her blev jeg glædeligt overrasket, for programmet suser afsted uden nogen mærkbar lag. Selv når man arbejder med komplekse kurver, mange lag, flere artboards etc. så er der ingen tøven. Og bruger man et pixellag til at skrive i hånden med Apple Pencil føles det ligeså responsivt som Autodesk Sketchbook eller Notability.

Lige nu er alt software fra Serif på tilbud til 30% rabat – og det gør at Affinity Designer kun koster 119 dkk – og det kan godt være at det lyder som mange penge for en app, men det her er altså ikke legetøj. Godt software koster! Til gengæld slipper du for at betale månedsabonnement som man skal hos Adobe. Find programmet her.

Serif lover at de får fuldendt deres suite med Affinity Publisher, deres InDesign-konkurrent, i løbet af i år. Og selvom de ikke har sagt noget om det, så kan man håbe, at de her, som med Photo og Designer, kommer med en udgave til iPad. Det ville være fantastisk!

Ham der er den i Semiosis Formidling. Underviser, indholdsudvikler, nørd, surdejsbager, kommunikationsgøgler, provinsboer, eksilkøbenhavner, uegnet til militærtjeneste og venstresnoet.