Bekræftet – Nyt spejlløst fullframe system fra Nikon er på vej

Det har været et rygte temmelig længe, men nu bekræfter Nikon officielt, at de kommer med et helt nyt system – uden spejl og med et helt nyt objektivmount(!). Ingen dato endnu – men lur mig om der ikke kommer noget på Photokina i slutningen af september i år.

Indtil videre er det ret sparsomt med deciderede facts om det nye system da der kun er en enkelt pressemeddelelse at basere vores viden på. Men de skriver følgende:

  • At det er fullframe (FX)
  • At der kommer et helt nyt objektivmount
  • At der kommer en adapter til F-mount
  • At det bliver godt

Det sidste er egentlig det som der bliver brugt mest plads på i pressemedelelsen der er fyldt med passager som:

Through the development of this new mirrorless camera, Nikon reaffirms our commitment to providing photographers with the ability to capture images that are richer and more vivid than ever before.

… så det bliver altså godt. Det siger de. Samtidig er der sikkert en del Nikon-ejere der tager et fast greb om deres D850 og siger noget med “… cold dead hands” med et blik hen på deres samling af kostbart F-glas – og som Sony A-mount ejer forstår jeg godt deres frustration. For jeg lever det lige nu. Jeg har en større samling af A-glas, som kun kan bruges på de nye E-mount huse med en adapter. En adapter som enten ødelægger autofokus på nogle af mine objektiver, eller som gør den optiske præstation dårligere. Det kan være at det lykkes for Nikon at knække det problem med deres “unsurpassed optical and manufacturing capabilities” (citat fra pressemeddelelsen), men faktum er jo, at de sikkert også gerne vil have dem som køber det nye system til også at investere i en masse objektiver.

Det er en lidt smertefuld proces vi går igennem lige nu, og regn med at Canon vil komme med et nyt system også, så dine gamle EF-objektiver pludselig er meget dyre brevvægte hvis du vælger at skifte. Men sagen er vist bare, at det stort set er umuligt at udvikle et spejlløst system med et gammel mount. Så vi må indstille os på, at det nok bliver fremtiden. Og så glædes over at vores forældede kameraer med spejl stadig virker – og jeg tror bestemt heller ikke at Nikon holder op med at producere nye lige med det samme. Trods alt så producerer de stadig kameraer med film i(!) så de er ret gode til at holde liv i gamle systemer.

Mens vi venter på flere detaljer er de kommet med en lille teaser-video … den kan du se herunder.

Ham der er den i Semiosis Formidling. Underviser, indholdsudvikler, nørd, surdejsbager, kommunikationsgøgler, provinsboer, eksilkøbenhavner, uegnet til militærtjeneste og venstresnoet.