Da David købte Goliath – Smugmug køber Flickr

Der findes virksomhedshandler man havde set komme – og så findes der dem som ingen havde forudset. At Flickr skulle blive købt af Smugmug hører afgjort til i den sidste kategori. Men det kan være godt nyt for Flickr og Flickrs brugere.

Det blev annonceret i slutningen af sidste uge, og nu ruller der mails ud til alle Flickr brugere – Smugmug har købt Flickr. Og mens Flickr er kendt af mange (og glemt af mange), så er Smugmug en lidt mere ukendt faktor indenfor fotografideling på nettet.

Som beskrevet i en tidligere artikel var Flickr engang de facto standarden for deling af billeder på nettet, og da de blev købt af Yahoo i 2005 var det, for sin tid, en meget stor handel. Men Yahoo fik bare aldrig udnyttet potentialet – og først og fremmest lykkedes det aldrig at tjene penge på at eje Flickr. Måske fordi Yahoo i virkeligheden var virkelig virkelig dårlige til at tjene penge.

Smugmug blev lanceret helt tilbage i 2002, men har haft et andet fokus end Flickr. Det har hele tiden primært været en betalingstjeneste, hvor man som fotograf kunne betale for at have plads til billeder, give kunder mulighed for at downloade, lave password-beskyttede gallerier etc. Jeg har personligt brugt det meget tidligere og har stadig en konto.

Så kort sagt har Smugmug været i stand til at tjene penge – fordi de har fokuseret på at gøre en ting godt. De har ikke ville være et socialt netværk, sælge data om kunderne, vise reklamer eller noget helt femte. De har solgt adgang til deres service, og fået et stabilt antal brugere som kan lide at bruge dem. Og så er der en ting som Smugmug har gjort, som mange andre ikke har. De har holdt sig væk fra ekstern kapital! Så der har aldrig stået en venturekapitalist i kulissen og krævet at man sælger, laver eksponentiel vækst eller skifter fokus.

Hvad kan Flickr+Smugmug?

Det korte svar er, at det er svært at vide. Går man ind på den side Smugmug har lavet om handlen så må man sige at de er alt andet end konkrete. Men det gør måske ikke så meget – jeg tror stadig mere på Flickr nu end nogensinde før. Simpelthen fordi det er Smugmug.

Smugmug har i 16 år fokuseret på at gøre det nemmere for fotografer at dele deres billeder. Det har været en tjeneste skræddersyet til fotografer. Det fokus havde Yahoo aldrig, men Flickr kan stadig reddes. Hvis Smugmug vælger at investere og udvikle så de kan lave et community for den kundegruppe de allerede forstår – fotografer.

Måske er deres timing helt rigtig. Måske kan en mere klassisk købmandsbutik som Smugmug netop blive det folk leder efter. Fordi Smugmug har en 16 år lang historie af at være reelle. Jeg krydser fingre ….

Ham der er den i Semiosis Formidling. Underviser, indholdsudvikler, nørd, surdejsbager, kommunikationsgøgler, provinsboer, eksilkøbenhavner, uegnet til militærtjeneste og venstresnoet.