Deling af billeder fra LinkedIN er ret vigtigt

I den nyeste opdatering af LinkedIN app’en til IOS og Android er der mulighed for at dele et billede direkte fra telefonen. Det er alt andet end ligemeget.

Nyheden kommer ganske belejligt samtidig med Adobes Social Intelligence rapport som jeg omtalte i Digitale Signaler 3 – for her var tre af de overordnede konklusioner:

  • Opdateringer der udelukkende består af tekst giver meget lidt engagement
  • Opdateringer med billeder er det indhold der giver allermest engagement (video er på vej op, men billeder er stadig størst)
  • LinkedIN er af stigende vigtighed i B2B segmentet
Billede i LinkedIN-strømmen
Billede i LinkedIN-strømmen

Så det kunne næppe passe bedre, at opdateringen af LinkedIN ankommer. For man har godt nok kunne dele billeder, men kun fra desktop-browser-udgaven af LinkedIN. Når man nu kan tage et billede med telefonen og dele det med sit professionelle netværk med det samme giver det nye muligheder for at skabe interessant indhold på LinkedIN.

Det er en kliche at skrive, at vi lever i en visuel tid – men det gør vi altså. Og nu er LinkedIN så endelig sprunget med på den vogn, og tilbyder muligheden for at kommunikere visuelt på farten.

Direktørens Instagram?

Men vent … der er mere. For en af funktionerne i LinkedIN er at man kan forbinde sin LinkedIN profil til sin Twitter profil. Det har indtil nu mest været irriterende fordi de fleste opdateringer på LinkedIN bestod af tekst, og derfor ikke havde brug for at få et link fra Twitter til LinkedIN. Men med billeddelingen åbner der sig en helt ny mulighed – LinkedIN kan blive det lidt mindre pjattede svar på Instagram. Billeder på Twitter er alligevel altid præsenteret som links – så hvorfor ikke linke dem direkte til LinkedIN fremfor de andre billeddelingstjenester.

Visuel udfordring

Det som bliver spændende er hvor mange der vil benytte sig af den nye mulighed. For det her handler i sidste ende ikke om teknik – men om at tænke på en anden måde. At tænke visuelt, og blive godt til at kommunikere på en visuel måde.

Men for dem som kan det – eller som kan lære det – er der helt nye muligheder i denne opdatering. Det er alt andet end ligegyldigt.

Ham der er den i Semiosis Formidling. Underviser, indholdsudvikler, nørd, surdejsbager, kommunikationsgøgler, provinsboer, eksilkøbenhavner, uegnet til militærtjeneste og venstresnoet.