Den emotionelle forbindelse på sociale medier

Når vi taler sociale medier så tror vi tit at vi vil have noget som er sagligt, fagligt og seriøst. Men faktum er at vi lyver. Vi vil have følelser. Det er derfor det er så svært at komme udenom Facebook.

Det handler om følelser - Billede af Seyed Mostafa Zamani (creative commons)
Det handler om følelser – Billede af Seyed Mostafa Zamani (creative commons)

Det udsprang af en samtale jeg havde med Kristian fra Nyledige. Vi er begge glade for Google+, og bruger det blandt andet til at vedligeholde vores community “Jobsøgende i Danmark“. Vi taler tit om sociale medier i forhold til markedsføring, og kom til at tale om, hvordan Google+ slet ikke havde den samme mængde følelser i opdateringerne som man ser på f.eks. Facebook og Twitter.

Når man ser på de samtaler folk har på Google+, så er de tit meget fagligt funderede. Og når der bliver diskuteret hvorfor G+ er bedre, eller anderledes end Facebook (en sammenligning som kommer frem igen og igen) så bliver det altid fremhævet som noget godt, at der ikke er så meget pjat. At Facebook er fyldt med clickbait, billeder af folks børn og ligegyldige opdateringer om glæden ved en god sandwich.

Så set i det lys burde sociale medier som Google+ og LinkedIN (som også er meget saglig / faglig) jo have meget mere trafik end Facebook. Folk burde flygte i bundter fra alle de personlige historier og følelser som vælter rundt på Facebook. Men det gør de ikke. For vi vil have følelserne. Vi er nemlig mennesker.

Patos-problemet

Det handler om patos. Det handler om at kunne appellere til folks følelser. Det er og bliver en meget kraftfuld kommunikationsform. Vi interesserer os for hinanden, vi spejler hinandens følelser og vi kan lide at følge med. Vi skammer os også lidt over det. Når jeg er ude og holde foredrag om sociale medier er der altid en i salen der ikke gider at være på Facebook. Fordi det er “spild af tid”. Fordi folk bruger Facebook til at fortælle “ligegyldige ting”.

Men det er ikke ligegyldigt. Det er hele årsagen til at Facebook har så enorm succes. Fordi vi allesammen interesserer os for andre mennesker, og fordi vi allesammen gerne vil have at andre mennesker interesserer os for os.

Og her kommer så problemet for dem der gerne vil bruge sociale medier “professionelt”. Vi vil gerne være på Google+ og LinkedIN fordi det er der vi kan have de faglige diskussioner, og hvor de ikke bliver blandet sammen med folks følelser, humør og planer for weekenden. For platforme som Google+ og LinkedIN vil aldrig have samme gennemslagskraft medmindre der kommer flere følelser, mere pjat og flere billeder af kulørte drinks.

Hvis vi skal kunne bruge andre sociale platforme end Facebook til markedsføring så er folk nød til at bruge dem. Ikke sådan noget med at tjekke LinkedIN en gang om ugen, men virkelig bruge den. Have Google+ som en af de faste tabs der åbner i browseren. Følge med. Og for at folk skal gøre det er der nød til at være flere følelser og mere pjat. Alt det som vi flygtede fra Facebook på grund af.

Der er ikke noget Google hellere vil end at få følelserne ind på platformen (bare se videoen herunder for bevis), og før det lykkes så vil platformen ikke få den samme gennemslagskraft som Facebook og Twitter, hvor følelserne flyder meget mere frit. Vi kan håbe at det lykkes.

Klik for at se Googles reklame for Google+
Klik for at se Googles reklame for Google+

Jeg har i Semiosis Formidling valgt at være på alle platformene. Så følg Semiosis på Facebook, Google+ eller LinkedIN. Og følg mig (Adam) på Google+ eller Twitter.

[gp-comments]

Ham der er den i Semiosis Formidling. Underviser, indholdsudvikler, nørd, surdejsbager, kommunikationsgøgler, provinsboer, eksilkøbenhavner, uegnet til militærtjeneste og venstresnoet.