Digitale Signaler 18 – Forandringer i virksomhedskommunikationen

Facebook at Work blev annonceret – og så begyndte vi allesammen at tale om sociale netværk på arbejdspladsen. Godt nok er det ikke lanceret bredt endnu, men så er der da heldigvis alternativer. Det er emnet for denne episode af Digitale Signaler, hvor vi også ser på problemerne med at implementere disse systemer.

digsig18Facebook annoncerede Facebook at Work, og fik dermed sat ild under snakken omkring brugen af sociale medie-teknologier på arbejdspladsen. For selvom Facebook på ingen måde er de første der kommer med et produkt som Facebook at Work, så er de bare nogen af de største. Og hvis det kan få os til at tale mere om sociale medier på arbejdspladsen, og de fordele vi kan have af dem så er det godt. Lige nu kan vi ikke rigtig komme ind på Facebook at Work endnu – det er kun en begrænset prøve der er ude – men vi har en masse andre systemer som vi kan bruge.

Mest kendt er Yammer, som startede i 2008, og som blev købt af Microsoft og integreret i deres enterprise-løsninger. Det betyder også, at der er en del mennesker som har adgang til systemet, og som potentielt kunne gøre brug af det i hverdagen. Hvor mange der rent faktisk gør brug af det … det er en ganske anden sag. Andre systemer er Chatter fra Salesforce, Slack og Convo. Alle sammen forsøg på at gøre det samme: at ændre måden vi kommunikerer på (og få os til at bruge email mindre). Men alle med den samme grundlæggende begrænsning: de er svære at implementere. Ikke teknisk, men ledelsesmæssigt.

I denne podcast snakker jeg om processen, og tager udgangspunkt i teorierne omkring forandringsledelse. Der er få områder hvor Kotters 8 trin til forandring i organisationen passer bedre. Hvis ikke vi angriber de her systemer som en ledelsesproblematik så vil vi fejle. Igen og igen.

Tak til Slyngel™ for emnet og for at presse mig til at komme igang med at lave episoden.

[gp-comments]

Ham der er den i Semiosis Formidling. Underviser, indholdsudvikler, nørd, surdejsbager, kommunikationsgøgler, provinsboer, eksilkøbenhavner, uegnet til militærtjeneste og venstresnoet.