Digitale Signaler 32 – 20% F8

Så har der været udviklerkonference hos Facebook, og det præger i nogen grad denne episode af Digitale Signaler. Fordi vi ganske enkelt ikke kan komme uden om Facebook – selvom der er tidspunkter, hvor jeg stort set ikke gider snakke mere om det. Men det er bare et faktum, at hvis man vil nå ud med sit budskab i dag gennem sociale medier så er mediet Facebook. Eller Instagram. Der er ejet af Facebook. Og især i Danmark, hvor de andre medier er så utrolig meget mindre brugt. Så derfor – så taler jeg om Facebook igen.

Denne gang handler det om Facebook Instant Articles – et værktøj der gør det nemt for en udgiver at udgive hele artikler direkte på Facebook, og gøre det på en måde hvor de dukker op øjeblikkeligt på mobile enheder. Godt for brugerne, men er det godt for udgiverne? Personligt kan jeg godt se en fare i, at vi lægger alle æg i Facebooks kurv.

Desuden annoncerede Facebook, at der nu kommer bots på Facebook Messenger. Det betyder at Messenger skal være mere og andet end et sted vi chatter. Visionen er, at vi skal bruge det til alt det vi gør i apps og på web i dag. Bestille billetter, overføre penge, modtage reservationer til fly og meget andet. Det hedder et “dialogbaseret interface”, og er virkelig hot i Asien. Men slår det an her? Det vil tiden vise.

Og så er der rygter / indicier om at vi kommer af med den forhadte 20% regel for tekst i annoncer på Facebook. Dem bliver erstattet af noget mere blødt, hvor annoncens kvalitet bedømmes efter, hvor meget tekst der er. Jeg læser en subtekst der handler om, at dårlige annoncer stadig kan vises. De bliver bare dyrere at få ud til folket. Facebook scores … and wins!

Sidst i udsendelsen snakker jeg om kalendere, fordi jeg er a) glad for nye features i Google Calendar, b) irriteret over at Microsoft vil lukke Sunrise (jeg vil altså ikke have Outlook) og c) er frustreret over at Google ikke har lavet en iPad-app til deres kalender. Hvad skal jeg gøre? Lad mig høre jeres bud.

Hvis du vil se podcasten som video, blev den sendt live på min Facebook-side.

Vært i podcasten er, som altid, mig – Adam Bindslev. Følg mig og Semiosis formidling på Faceboook (https://www.facebook.com/semiosis) LinkedIn (https://www.linkedin.com/in/adambindslev) , Twitter (https://twitter.com/adambindslev), Google+ (https://plus.google.com/+AdamBindslev), Instagram (https://instagram.com/adambindslev/) og som Udkantsadam på Snapchat.