eLæring og de manglende grin

Hvad er forskellen på traditionel læring og elæring? At som udgangspunkt griner vi mindre når det er elæring. Og det er et problem, som vi undervisere bør have fokus på.

Siden 2000 har jeg undervist både gennem elæring og mere tradtionelt fysisk – og i forskellige blandingsformer mellem de to. Der er fordele og ulemper ved begge dele, men vigtigst af alt er der forskelle. Det er når vi ikke tager hensyn til disse forskelle at det går galt.

Undervisningssituationen i det fysiske og digitale rum

Traditionel undervisning er en social situation. Der sker noget helt særligt når mennesker samles i et lokale over en længere periode. Selv i de tilfælde, hvor undervisningen er meget en-vejs (tankpasserundervisning) vil der være sociale udvekslinger. Kommunikationen i et klasseværelse er uværgerligt to-vejs.

Dernæst er alle i lokalet meget bevidste om, at nu foregår der undervisning. Der er særlige koder og måder vi opfører os på når vi bliver undervist. Det har vi lært siden vi gik i første klasse. Det er dybt indgroet i os.

Omvendt er det med undervisningen i det digitale rum. Når kursister logger på et traditionelt LMS så får de ikke følelsen af at “være i skole”. Det kan tydelig ses på den måde materialerne bliver brugt. Når man ser på logfiler, kan jeg se at materialer lagt i rækkefølge ofte ikke bliver åbnet i den rækkefølge, og dokumenter som er lagt op til download ikke altid bliver hentet.

“På nettet”

I starten var dette en stor frustration for mig. Når man har lagt mange timer i at opbygge et undervisningsforløb er det grundlæggende utilfredsstillende at opleve kursister som bryder med formen. Men sådan skal vi ikke se det. Det er fordi kursisternes situation er skiftet fra “at være i skole” til “at være på nettet” – og her har vi siden slutningen af 90erne lært at zappe rundt mellem materialer, hjemmesider og avisartikler som egern på speed.

Så derfor må vi indrette elæringen så den giver mening. At den ikke fordrer, at man absolut skal sætte sig og læse / se det hele fra A til Z i en bestemt rækkefølge. At vi indretter det så det også giver mening hvis man zapper mellem materialer – for det gør kursisterne.

Og så må vi lære at skabe de sociale relationer der hjælper os i klasseværelset. For det er ikke os som undervisere der, alene, kan skabe en god undervisningsoplevelse. Det er også noget kursisterne gør for hinanden. Fordi de er sammen om at lære, og tager et fælles ansvar for det.

De manglende grin

Når vi er i det fysiske klasseværelse foregår der meget andet end det rent faglige. Som underviser ved jeg, at hvis stemningen er god og der er kort til smil så bliver det en bedre undervisning. Hvis snakken går i pausen og debatterne udvikler sig i undervisningen får alle mere ud af det.

Det kan være en udfordring at skabe dette i et elæringsmiljø. Fordi den store fordel ved elæring netop er, at man ikke er afhængig af andre, af tid eller af sted. At man kan tilgå materialer og læring på en måde der passer ind i ens hverdag. Og vi skal som undervisere ikke ødelægge dette.

Men det gør ikke, at vi ikke skal presse på for at skabe en social situation i det digitale undervisningsunivers. Fordi det vil skabe bedre undervisning, mere læring og i sidste ende mere tilfredse kursister. Om det så er gennem debatfora, facebook-grupper eller virtuelle gruppeopgaver er op til den enkelte. Men det er en udfordring vi må tage på os. Fordi det faktisk er vigtigt.