Det farligste ved elæring er følelsen af, at alt kan læres på 10 minutter

Elæring er ved at være en fast del af vores læringskultur – og det er godt. Det giver flere mennesker mulighed for at lære mere. Men samtidig udvikler der sig lidt af en “quick-fix” kultur, hvor vi glemmer at det stadig tager tid at lære.Tilbage i episode 34 af podcasten fortalte jeg om app’en Yousician der på kort tid formåede at lære mig det som Hørsholms Kommunale Musikskole ikke kunne – nemlig rent faktisk at frembringe noget på et instrument der kunne lyde som musik.

Jeg har nu brugt Yousician i 1½ år – dels fordi jeg gerne vil lære at spille et instrument, men ligeså meget fordi jeg prøver at forstå hvad der virker som elæring – og hvad der ikke gør.

Musikundervisning

Det at lære et instrument er tæt forbundet med det at øve. Øve meget. Traditionel musikundervisning er du sammen med din underviser i 20-30 minutter om ugen. Resten af tiden er det meningen at du skal sidde og gentage, gentage og gentage. Skalaer, simple stykker, akkorder eller hvad det nu kan være du skal lære.

Det er interessant at se på musik udfra et elæringsperspektiv. Fordi en app som Yousician er så utrolig forførende. Når man lige starter på den så går det over stok og sten. Man stiger i levels og føler at om to-tre måneder så kan man jo nærmest spille alt.

Og så rammer man muren. Pludselig går det ikke så stærkt. Pludselig går det meget langsomt. Pludslige går det nærmest helt i stå. Fordi det er rimelig nemt at lære at spille simple stykker med en hånd, hvor man ikke kan skifte position, men når man pludselig sidder med Clair de Lune så er det bare ikke så nemt mere.

Det er her musiklæreren så traditionelt kommer ind i billedet. Og her musiklæreren mangler når man sidder med Yousician.

Selvdisciplin

Det her handler ikke specifikt om Yousician (jeg skal nok lave en decideret anmeldelse på et senere tidspunkt). Det handler om udfordringen ved elæring – og måske i det hele taget udfordringen ved en moderne læringskultur. At det bare er så skide svært for os at anerkende, at ting tager tid. At vi skal øve os. Meget.  At det måske ikke kræver de berømte 10000 timer før man kan noget, men at det tager tid. Og at noget af den tid faktisk er kedelig.

Der er ingen tvivl om at udbredelsen af elæring er god og positiv. Bare vi ikke lader os forføre til at tro, at hvis vi ser fire Youtube-videoer om et emne så er vi nok eksperter.

Jeg tror stadig på elæring. Men vi er nødt til at turde fortælle brugerne, at de skal bruge tid på at sætte sig ind i det. Og gide øve. Det kræver enten underviserstyring eller en høj grad af selvdisciplin.

Især når vi rammer muren!

Ham der er den i Semiosis Formidling. Underviser, indholdsudvikler, nørd, surdejsbager, kommunikationsgøgler, provinsboer, eksilkøbenhavner, uegnet til militærtjeneste og venstresnoet.