Følg et emne på Instagram

Det kan være svært at finde nyt, og interessant, indhold på Instagram til tider. Før eller siden når man et punkt, hvor feedet lukker sig om sig selv og man igen og igen ser de samme menneskers mad, kaffe, spædbørn og solopgange. Nu er det blevet (lidt) lettere at finde noget nyt.

Instagram har introduceret muligheden for at følge et #hashtag – og dermed få billeder i feedet fra alle mulige Instagram-brugere der vælger at bruge det samme emneord.

For at følge et hashtag er det eneste du skal gøre at søge på emnet (tryk på forstørrelsesglasset) og så vælge det du vil følge. Så dukker der, for det meste, en skærm op hvor du kan trykke på “follow”. Derefter optræder billeder med dette #hashtag også i dit feed – side om side med venners billeder. Og med mulighed for at du kan begynde at følge andre der poster med samme #hashtag.

Som man kan se i illustrationen her så er det ikke perfekt. For selv med alverdens gode vilje er julebilledet af det unge par ikke “street photography”. Hey – de ser ikke engang specielt street ud. Men vi kan desværre ikke forhindre folk med lidt for kraftigt behov for opmærksomhed i at poste med #hashtags som ikke har noget med sagen at gøre. Det må vi nok bare leve med.

Og forresten – når du så bliver træt af at følge et #hashtag fordi det er fyldt med spam så kan du bare klikke på det i feedet for at komme til den samme skærm, hvor du valgte follow og trykke på “following” og slå det fra igen.

Ham der er den i Semiosis Formidling. Underviser, indholdsudvikler, nørd, surdejsbager, kommunikationsgøgler, provinsboer, eksilkøbenhavner, uegnet til militærtjeneste og venstresnoet.