Første indtryk af iPad Pro

Efter et lille døgn med iPad Pro er jeg ikke klar til at fælde dom – men jeg har nogle tanker omkring den, og hvad den betyder for min produktivitet. Denne artikel bliver fulgt op af en anmeldelse efter en måned – læs den her.

2015 - 1Jeg købte iPad Pro i det øjeblik den kom på Apple.com – og fik den dagen efter. Det er sjældent, at jeg køber noget fuldstændig ubeset, men her havde jeg en kraftig formodning om, at den ville passe ind i mit arbejde. Hidtil har mine iPads (som jeg har haft nogle stykker af) primært været noget jeg brugte til at forbruge indhold. Til at se film, læse på nettet, se podcasts og al den slags. Jeg har også, i nogen grad, brugt det til at producere, men da min nuværende iPad er en Mini så er der grænser for, hvor velegnet den er til det. Min forventning var, at jeg med en iPad Pro ville kunne en stor del af det som jeg ellers bruger min Macbook Pro til – bare i en meget lettere pakke.

Først og fremmest – den er stor. Fysisk virkelig stor. Føles som en stor billedbog i hardcover. Men ikke så stor at det bliver direkte fjollet. Man kan godt holde den med en hånd, selvom det nok bliver trættende i længden. Men når man hviler den på et bord føles den godt og naturligt.

Usecase

Jeg købte den fordi to af de ting jeg laver allermest til daglig er at skrive tekster og lave skitser af modeller til læringsmaterialer. Teksterne skriver jeg i OneNote, og skitserne laver jeg i Autodesks Sketchbook. Begge dele findes til iPad. Så der var min helt konkrete usecase. At jeg ville kunne skrive teksterne i OneNote, og tegne direkte på skærmen for at lave skitserne.

Virker det? Ja, det tror jeg. Jeg kan desværre ikke evaluere fuldstændig på det endnu – og det er Apples skyld. For jeg har ikke fået min Apple Pencil endnu. Den blyant som skulle gøre det muligt at tegne med uset præcision direkte på iPad. Hidtil har jeg kun kunne bruge sådan en “ipad stylus” der basalt set er et stykke gummi monteret på et skaft, og som har samme præcision som hvis man forsøger at tegne med spidsen af en ølpølse. Det fungerer, men det bliver ikke smukt. Det har jeg en forventning om ændrer sig med Apple Pencil, men det vil tiden vide (jeg skulle få den i næste uge).

Jeg har heller ikke kunne teste tastaturet helt endnu – for Apples keyboard-cover er ikke kommet til Danmark endnu, og det som findes har ikke dansk tastaturlayout(!) Det må de gerne få fikset så jeg slipper for at slæbe rundt på et løst bluetooth-tastatur for at kunne skrive rigtig godt. Men selv med keyboardet på skærmen går det ok. Det er stort nok til at jeg næsten kan skrive ti-finger-system, men problemet er bare at blindskrift bliver en udfordring når man ikke kan se tasterne. Jeg er vant til at skrive uden at kigge ned – det kan jeg ikke på min iPad Pro (endnu).

Men når de to ting er på plads så tror jeg på det. Tror på, at de dele af mit arbejde kan gøres lettere. Og heldigvis kan den også andet.

Hvorfor ikke en Surface?

Det er et spørgsmål, som jeg har fået mere end en gang. “Hvorfor køber du ikke bare en Surface Pro 4?” Og det er også fristende, men jeg vil ikke have Win10 på en tablet. Jeg vil gerne have et styresystem som er lavet til touch, og med programmer der er lavet til touch. Jeg har en Macbook og jeg har en PC. Det jeg har brug for er noget, hvor jeg kan gennemgå fotografier hurtigt og nemt – det kan jeg i Lightroom på iPad. Hvor jeg kan lave mock-ups af layouts – det kan jeg i Adobe Comp. Hvor jeg kan lave præsentationer til brug i undervisningen – det kan jeg i både Keynote og Powerpoint.

Ipad Pro er både en erstatning for min Macbook og ikke en erstatning for min Macbook. Den kan ikke alt det jeg kan på en “rigtig” PC, men det ønsker jeg heller ikke. Men den ser ud til at kunne alt det jeg har brug for når jeg er på farten. Så slipper jeg for at tage min Macbook med helt så tit – og det er skønt.

Men jeg er stadig i bryllupsrejse-fasen. Om nogle uger ved jeg formentlig om min fornemmelse holder stik. Om jeg virkelig tager til København kun med min iPad. Eller om jeg bare ender med at slæbe endnu mere med mig. For så har jeg jo ikke opnået det store.

Største ulempe lige nu? At de fleste af de tasker jeg bruger til mit fotoudstyr ikke passer til den. Så jeg kommer nok til at købe en ny skuldertaske snart.

[gp-comments]

Ham der er den i Semiosis Formidling. Underviser, indholdsudvikler, nørd, surdejsbager, kommunikationsgøgler, provinsboer, eksilkøbenhavner, uegnet til militærtjeneste og venstresnoet.