Google Calendar – den bedste webkalender ændrer udseende (+ tip til at få ugenumre i kalenderen)

Hvis du, som jeg, er bruger af Google Calendar så har du sikkert set en masse prompter om, at du kan skifte til det nye udseende. Men nu begynder Google at rulle det ud til alle. Hvad enten du vil have det eller ej.

Så du kan sådan set ligeså godt trykke med det samme og begynde at vænne dig til det. Faktisk ruller det ud i denne uge, hvis du er bruger af G-suite (det som engang hed Google Apps for Business). Altså at du er en del af en organisation som har eget domæne hos Google til mail, kalender og docs.

Its material!

Det største skift er selve looket. Den nye kalender overholder Googles egne “material design”-guidelines, og det betyder store farveflader, simple geometrier og i det hele taget et meget rent look. Det er jo, naturligvis, en smagssag, men personligt er jeg ret vild med den designfilosofi. Det er simpelt, moderne og funktionelt. Og får Google Calendar til at ligne Google Inbox og Google Drive.

Nemmere overblik over aftaledetaljer

Den vigtigste funktionelle forskel for mig er, at man nu kan klikke på en aftale og se detaljer i et pop-up vindue fremfor at gå til en ny side. Det giver meget hurtigere og nemmere overblik over, hvem der er inviteret til mødet, hvor det foregår etc.

På samme måde er det blevet hurtigere at tilføje en aftale. Klik på en dato og der kommer en pop-up, hvor du kan udfylde detaljer. Kun hvis du har brug for mere avancerede features behøver du at klikke på “flere valgmuligheder” for at udfylde lokation, noter, gentagelse og den slags.

Klog mødebooking

En meget skjult feature i den nye kalender er “effektive møder”. Ideen er at et møde IKKE varer 30 eller 60 minutter, men i stedet 25 eller 50 minutter som standard. På den måde bliver det muligt at booke et møde kl. 10 – og et nyt møde kl. 11 og stadig have 10 minutter til at skifte lokale, hente kaffe og komme på toilettet. Det kan lyde som en lille ting, men i en organisation kan den slags gøre en væsentlig forskel. Men det kræver selvfølgelig, at man faktisk overholder den planlagte mødetid.

Ugenumre?

Det kan være, at det er fordi jeg arbejder med undervisningssektoren – men ugenumre fylder uforholdsmæssigt meget i min planlægning. Spørgsmålet: “har du nogle frie datoer i uge 13” er meget almindeligt – og derfor er det vildt frustrerende, at Google stadig ikke har menupunktet “vis ugenumre” som en del af Google Calendar’s standardindstillinger.

Heldigvis er der, som du kan se herover et nemt workaround på det. Nemlig at tilføje “Ugenumre” som kalender:

  1. Klik på + udfor “Tilføj vens kalender”
  2. Vælg “Find interessante kalendere”
  3. Naviger til slutningen af listen
  4. Vælg “Ugenumre”
  5. Gå tilbage til din kalender!

Så kan du se ugenumre i din nye pæne Material design kalender.

Ham der er den i Semiosis Formidling. Underviser, indholdsudvikler, nørd, surdejsbager, kommunikationsgøgler, provinsboer, eksilkøbenhavner, uegnet til militærtjeneste og venstresnoet.

Hvad mener du? Har du en kommentar eller et spørgsmål?