Inbox by Gmail – nyt emailinterface

Det er en uge tid siden at Gmail annoncerede deres nye mail-app “Inbox by Gmail” – deres bud på en ny måde at se på email og produktivitet. Der er gode takter i det, og en altoverskyggende mangel!

Vi ved det godt. Email er basalt set et medie i forfald. Vores indbakker bliver oversvømmet med notifikationer, bekræftelser, nyhedsbreve og spam. Selv forsøger jeg, efter bedste evne, at køre efter Inbox Zero principper og det lykkes det meste af tiden. Men det tager tid og kræver arbejde. Nu forsøger Gmail med et nyt interface at gøre det nemmere for mig.

Skærmbillede 2014-10-31 kl. 10.39.10Med Inbox tager Gmail de forskellige faner som blev indført for nogle år tilbage og giver dem turbo. Appen analyserer din mail og ordner den i kategorier som “Køb”, “Rejser”, “Forums”, “Opdateringer” og så videre. Så nu kan du altså finde alle dine kvitteringer fra ehandel samlet – uden at du behøver at søge efter dem.

Du kan også lave dine egne “bundles”, som basalt set er stående søgninger som samler mail fra bestemte afsendere eller med bestemte emner. En hjælp til, mere eller mindre automatisk, at organisere din indkommende mail.

Snooze og reminders

Screenshot_2014-10-31-10-45-16Meget af det lå allerede i det Gmail interface med fanebladene og priority inbox – her er bare kommet flere. Men der hvor Inbox virkelig sparker igennem er gennem evnen til at “snooze” en email. For dem af os der har en tendens til at bruge indbakken som to-do-liste er det simpelthen genialt. Når jeg får en mail kan jeg sætte den til snooze – og så kan jeg vælge hvornår jeg vil se den igen.

Som man kan se på screenshot her til højre kan jeg vælge at sætte et tidspunkt – enten senere i dag eller en dato og tid jeg selv vælger. Endnu mere smart er det at jeg kan vælge et sted, hvor den skal dukke op. Så jeg kan altså indstille en mail til automatisk at dukke op når jeg ankommer på kontoret. Så får jeg ryddet ud i indbakken, og bliver først forstyrret af en mail når jeg rent faktisk har tid, og lyst, til at tage mig af den.

Design og platforme

Appen er fuldstændig cross-platform. Den findes til Android (naturligvis), IOS og i en desktop-version. Alle med samme designsprog, nemlig Googles nye “material design” som bliver rullet helt ud med den nye udgave af Android – ver. 5 Lollipop. Den er overskuelig og virker dejligt “moderne”.

 

Ikke en afløser

Kritikere vil sige, at Inbox har kigget lovligt meget på Mailbox (som er ejet af Dropbox), og det er sandt. Men der er en vigtig detalje – nemlig at Inbox ikke skal afløse Gmail. Det er et ekstra interface til den eksisterende platform. Det betyder også, at alt, hvad man gør i Inbox i forhold til at arkivere, svare etc. også kommer til at blive afspejlet i din Gmail. Man har altså nu bare valget mellem to forskellige platforme til at tilgå sin mail. Så i modsætning til Mailbox bliver der ikke lavet grundlæggende om på organiseringen af mails. Det er fordelen ved, at det er Gmail selv der kommer med interfacet. At de kan dykke lidt dybere ned i de grundlæggende funktionaliteter.

Opdatering marts 2015

Da jeg skrev denne artikel var Inbox ikke for folk der bruger Google Apps for Work. Det betød at man skal have Gmail som sin primære mailkonto. Men i marts 2015 begynder Inbox at rulle invitationer ud til dem som beder om det. Og jeg har nu fået det på min primære mail – @semiosis.dk. Så nu får jeg virkelig ryddet ud.

Hvis du vil have en invitation har jeg nogle at dele ud – eller du kan ansøge Inbox fra Gmail (se hvordan her).

[gp-comments]

Ham der er den i Semiosis Formidling. Underviser, indholdsudvikler, nørd, surdejsbager, kommunikationsgøgler, provinsboer, eksilkøbenhavner, uegnet til militærtjeneste og venstresnoet.