Lav dit Projekt 365 af de rigtige grunde

At producere noget hver dag i et år kan være et fantastisk produktivitetshack – men det kræver at du gør det af de rigtige årsager. Og sætter dig de rigtige målsætninger.

Et “Projekt 365” er den kreative klasses nytårsforsæt. Der er næppe meget prestige i at holde op med at ryge længere, og tanken om at skulle opgive rødvinen hver dag i et år forekommer lidt for ekstremistisk. Desuden har alverdens psykologer, coaches og produktivitetsguruen fortalt os, at vi fejler når vi sætter os for at stoppe med noget – men at vi nemmere kan lykkes når vi sætter positive mål og beslutter os for at gøre noget nyt.

Ind kommer “Projekt 365”. At vi skal producere noget hver dag i et år. Det har været uhyre udbredt blandt fotografer – men også skribenter, musikere og andre forsøger at booste deres kreativitet med at producere, og udgive, noget hver dag i et helt år.

Målsætning

Jeg har selv lavet adskillige Projekt 365’er igennem tiden – med varierende held. Succesen med projektet hænger tæt sammen med den målsætning du sætter dig. Hvis du beslutter dig for at tage et billede hver dag, og det så er 365 uskarpe billeder af din morgenkaffe så kan man måske diskutere, hvor stor en kreativ udfordring du har udsat sig selv for – og hvad du egentlig har lært af det.

Men der hvor vi fejler er nærmere der, hvor målsætning er sat for højt. Hvis du beslutter dig for at lave et 2*3 meter oliemaleri hver dag i et år … så er der en overordentlig stor chance for at du fejler. Hvis din målsætning er at tage et billede af et medlem af kongefamilien hver dag i 2018 … så vil jeg også mene, at din risiko for at fejle er temmelig høj.

Men hvad skal din målsætning så være – i virkeligheden handler det hele om “hvorfor?”

Dit formål

Det som sker er at vi forveksler mål og middel – og derfor kommer til at sætte de forkerte målsætninger. Vi skal gå det der spadestik dybere og stille spørgsmålet: “hvorfor?”. Hvorfor vil du lave et Projekt 365? Hvad forventer du at få ud af det? Hvad vil du se som en succes?

Handler dit projekt primært om at lave kreativ morgengymnastik? At få rørt de skabende muskler? Som at skrive en blogpost hver morgen hele året. Ikke fordi de skal være stor kunst, men fordi man bliver bedre til at skrive ved at skrive?

Eller handler det om at blive bedre til en konkret ting? At du vil tage 365 portrætter, fordi du vil øve dig i at tale med fremmede og tage deres portræt? Eller at du vil øve dig i at improvisere, og derfor optager 10 minutters guitarimprovisation hver morgen i hele 2018?

Hvis det er sådanne målsætninger du sætter dig – “I 2018 vil jeg tage et portræt hver dag, fordi jeg ønsker at blive bedre til at tage portrætter etc. …” så nærmer vi os noget brugbart. Fordi så bliver outputtet af projektet til midlet og ikke målet. Og det åbner op for at vi kan justere vores output uden at vi svigter vores mål. Viser det sig at det er umuligt for dig at lave guitarimprovisationer hver morgen, fordi du om tirsdagen skal aflevere børn i vuggestuen? Det betyder jo ikke at du ikke kan blive bedre til at improvisere – du er bare nødt til at justere outputtet fra projektet til fx at være 7 improvisationer om ugen. Så fejler du ikke på en simpel teknikalitet – fordi dit formål er et andet end bare det at gøre noget hver dag.

Vær ærlig

Jeg er, som det fremgår, ret positiv overfor de her projekter. Men det kræver, at du er ærlig omkring dit formål – især overfor dig selv.

Det korte af det lange er, at formålet med virkelig mange Projekt 365’er i virkeligheden er: “Jeg ønsker at gøre X fordi jeg gerne vil have opmærksomhed!”. Og hvis du laver et sådant projekt for at få opmærksomhed så lover jeg dig lige nu en ting: at du vil fejle!

Den brutale sandhed er, at ingen andre end dig interesserer dig for dit projekt. At du sikkert vil få en masse likes i starten af projektet, men at nyhedens interesse langsomt vil dale i løbet af året, og at ingen interesserer sig for om du holder din frekvens.

Ikke dermed sagt, at ingen interesserer sig for det du laver. For hvis det du laver er godt så skal du nok også få opmærksomhed på det. Folk vil reagere positivt, hvis du laver noget som giver dem værdi. Men de er ophøjet ligeglade med om du laver noget hver dag.

Målgruppen for det du laver kan sagtens være hele verden gennem Facebook, Instagram, din blog eller hvad for et medie du vælger. Men målgruppen for projektet som helhed … det er dig selv og kun dig selv.

Ham der er den i Semiosis Formidling. Underviser, indholdsudvikler, nørd, surdejsbager, kommunikationsgøgler, provinsboer, eksilkøbenhavner, uegnet til militærtjeneste og venstresnoet.

One comment

  1. Mit projekt er at gøre andre( og mig selv) glade. Jeg lægger hver dag et billede på Facebook. Næsten alle mine billeder er taget med min Samsung S 6. Når jeg ikke lægger noget på, spørger nogle, om jeg er syg?
    Tit hører jeg nogle sige: jeg glæder mig hver morgen til at se dit billede.
    Derfor fotograferer jeg glad og gerne. Kan sagtens se en udvikling i løbet af de sidste par år. Herligt.
    Mvh. Vibeke

Hvad mener du? Har du en kommentar eller et spørgsmål?