På fu***ng tide – Reklamefri Youtube kommer til Danmark – endda i to varianter

En del steder i verden har man længe haft YouTube Red – altså muligheden for at abonnere på Youtube og slippe for reklamer. Men ikke i Danmark. Men nu har Google bekendtgjort at de omdøber tjenesten (på tide for det var virkelig et skidt navn), kommer med to varianter OG lancerer i Danmark.

De nye tjenester hedder Youtube Music Premium og Youtube Premium – og koster i USA henholdsvis 9,99$ og 11,99$. I Danmark er der tradition for at 9,99$ for et abonnement oversættes til 99 dkk – så det er også mit bud på prisen her – og så nok 119 dkk for YouTube Premium.

skema fra Google

Som det kan ses i skemaet herover så er forskellen om du også får mulighed for at se andre videoer uden reklamer, og om du får adgang til “Youtube Originals” der på nuværende tidspunkt blandt andet tæller “Cobra Kai” – et spin-off på Karate Kid.

Det hemmelig tilbud

Indtil videre lyder det altsammen meget godt, men som ofte før har Google et es i ærmet, som de bare har en tendens til at glemme at spille. Nemlig at Youtube Red – nu Youtube Music Premium kommer i et bundle med Google Play Music, Googles musiktjeneste – vel og mærke uden ekstrabetaling. Så for 9,99$ / 99dkk om måneden får du både reklamefri musik på Youtube og en streamingtjeneste der konkurrerer fint med Spotify og Apple Music.

Hvorfor at Google ikke skriger det tilbud ud fra hustagene må stå hen i det uvisse. Jeg fatter det personligt ikke. Især når Google Play Music endda giver dig mulighed for at uploade egne MP3-filer fra CDer som du ejer, men som ikke er på streaming-tjenesterne af den ene eller anden grund. Det er der ingen af de andre der kan, og hvis man hører tilpas obskur musik så er det en kæmpe fordel.

Hvis du allerede er Google Play Music bruger så skulle du få Youtube Music Premium helt automatisk. Ellers kan du skrive dig op til at vide mere når de lancerer. For Youtube siger kun at det er “coming soon”. Og det kan jo betyde mange ting.

Ham der er den i Semiosis Formidling. Underviser, indholdsudvikler, nørd, surdejsbager, kommunikationsgøgler, provinsboer, eksilkøbenhavner, uegnet til militærtjeneste og venstresnoet.