Så er den gal igen – Skift dit password på Twitter nu!

Her til morgen fredag kom der en meddelelse fra Twitter om at de, ved en fejl, er kommet til at vise brugernes password i ren tekst. Ups! Så nu er det tid til at skifte password. Vi repeterer lige nogle snusfornuftige password-leveregler.

Godt nok skriver Twitter også, at de ikke tror det er blevet misbrugt af nogen – men altså just in case så mener de at du skal skifte dit password. Og også skifte dit password alle andre steder, hvor du bruger den samme kombination af brugernavn og password.

Og det kan jo så være en god grund til at repetere fem gode råd til bedre password-sikkerhed:

  1. Brug aldrig, som i virkelig aldrig, sammen kombination af brugernavn og password på flere sites.
  2. Lav sikre password – 8 tegn er det absolutte minimum, men 14-15 tegn er et godt mål, store og små bogstaver, tal og ikke-alfanumeriske tegn. Jo længere og særere du kan lave det jo bedre.
  3. Brug ikke ord fra ordbogen, navnet på din kat, hun, datter eller første kæreste – og heller ikke vejnavnet på dit hus. Men hvis du vil kan du vælge at skrive flere ord i sammenhæng – bare de ikke har noget med hinanden at gøre. “Rumraket 3 elsker panda!” er et godt password.
  4. Vær opmærksom på dine passwords – overvej at skifte dem ind imellem – om ikke andet for at du bliver opmærksom på alle de steder hvor du er logget ind uden at tænke over det
  5. Opbevar ikke dine passwords i et ukrypteret dokument i Dropbox ved navn passwords.txt – hvis du skal gemme dem så gør det hellere på en seddel i grønsagsskuffen der ikke er online.
  6. Brug evt. en passwordmanager som Lastpass, Keepass eller 1password

Men altså – smut lige ind på Twitter og skift dit password med det samme, så er det gjort. Og når du er derinde kan du jo følge mig på @adambindslev

#internettetbidrager – der er intet som glæder mig mere, end når der er folk der har kommentarer og tilføjelser til mine artikler her på Digitale Signaler. Derfor er rådene her blevet revideret efter gode kommentarer på Twitter fra @bagmanden og @jespersandal … tak for kommentarerne!

Ham der er den i Semiosis Formidling. Underviser, indholdsudvikler, nørd, surdejsbager, kommunikationsgøgler, provinsboer, eksilkøbenhavner, uegnet til militærtjeneste og venstresnoet.