At slå op på Facebook

Nogen gange så sker det jo bare, at man vokser fra hinanden. Det kan være i et forhold, i et venskab, blandt kollegaer eller bare blandt bekendte. Nogen gange kan man bare ikke HOLDE ud, at ens Facebook-strøm skal forurenes af en eller anden bestemts meninger, ytringer og ligegyldigheder. Bare rolig – Facebook skal nok fikse det for dig.

She said, why don’t we both just sleep on it tonight
And I believe, in the morning you’ll begin to see the light
And then she kissed me and I realized she probably was right
There must be fifty ways to leave your lover, fifty ways to leave your lover

Paul Simon: 50 ways to leave your lover

Der er måske ikke ligefem 50 måder at slå op på Facebook. Men der er flere end du måske tror – og med god grund. For når du sidder der og bliver irriteret over at en eller anden person forpester din ellers behagelige gennemgang af letkøbte politiske meninger, billeder af spædbørn, humble-brags om eksotiske rejsemål og opdateringer om de spændende kurser som dine venner er på – så kunne den første tanke jo være helt at lukke for Facebook(!) Og lige netop det vil Facebook meget meget gerne undgå.

Facebook har endda samlet værktøjerne til dig. Du kan nemlig gå til www.facebook.com/take_a_break og her indtaste navnet på den særligt irriterende specielle person. Og få en hel menu af fantastiske muligheder for at slippe af med vedkommende. Du kan naturligvis vælge at ikke ændre noget, men du kan også vælge “begræns hvor du ser”. Det betyder helt konkret at du kun ser hende eller ham, hvis du aktivt opsøger vedkommendes profil. Ellers vil vedkommende være usynlig. Og det gode er, at man ikke kan se, hvor mange der har sat dig på “begræns”. Det er en kold skulder uden sociale konsekvenser!

Hvis det ikke er nok har du naturligvis også muligheden for at fjerne personen som ven eller direkte blokere. Men så kan man jo se du har gjort det. Og hvis det er chefen der irriterer din perfekte FB-oplevelse kan det have karrieremæssigt uheldige konsekvenser.

Eller tag en pause

Den nyeste mulighed for at slå op er også den mest teenageagtige. Det er nemlig muligheden for at tage en pause. Som i “jeg vil ikke slå op, jeg synes bare vi skal tage en pause, hvor vi ikke ser hinanden”.

Den mulighed kaldes for “Snooze”. Og du finder den ved at klikke på de tre prikker udfor et opslag. Som dukker denne menu frem, hvor du kan stoppe opslag fra personen i 30 dage. Så kan du jo se om du kommer til at savne det – eller om irritationen dukker op igen når opslagene igen dukker op i dit feed. Og så kan du jo tage konsekvensen og begrænse dem på en mere permanent måde.

Og hvis du forresten fortryder, at du har begrænset nogen på Facebook så kan du gå til dine settings og få dem til at dukke op igen.

Men du kan altså også bare overveje, om du måske skulle bruge mindre tid på Facebook og mere tid på …. Twitter.

Ham der er den i Semiosis Formidling. Underviser, indholdsudvikler, nørd, surdejsbager, kommunikationsgøgler, provinsboer, eksilkøbenhavner, uegnet til militærtjeneste og venstresnoet.

Hvad mener du? Har du en kommentar eller et spørgsmål?