Video: 3 bedste programmer til iPad Pro og Apple Pencil

Der findes et utal af programmer som kan bruges til at tegne, notere, illustrere eller doodle på en iPad med en Apple Pencil. Men de her er de tre bedste.

Jeg har nok ikke prøvet dem alle, men jeg har virkelig prøvet mange. Og de tre som jeg gennemgår i videoen er de bedste jeg har fundet.

Med ethvert arbejdsredskab er det kritisk vigtigt at det føles rigtigt, at det ligger rigtigt i hånden. Når det kommer til app’s som disse er det vigtigt, at de opfører sig som du ville forvente. At en blyant opfører sig som en blyant. Det betyder at der skal være den rigtige følelse af tekstur, og, nok allervigtigst, at der er ingen eller næsten ingen “lag”. Hvis det føles som om blyantsstregen kommer halsende efter dit tegneredskab så er det grundlæggende ufedt.

Procreate

Procreate (findes i Apple App-store her) koster 89 kroner, og giver dig virkelig følelsen af at kunne tegne på din iPad. Her er der stort set alle de værktøjer du kunne drømme om, og praktisk taget intet lag når du tegner.

Procreate har ikke så mange værktøjer til at lave geometriske figurer og den slags, men du kan dog tegne lige linjer. Der er også en lang række muligheder for at tilføje blurs, støj og meget andet. Og du kan indsætte fotos fra nettet eller fra din iPads fotobibliotek.

Jeg bruger Procreate til at lave mine præsentationer til undervisningsbrug. Det er intuitivt og nemt at bruge – og så giver den, som en lille bonus, mulighed for at gemme en hel folder af illustrationer som en samlet PDF. Lige klar til at bruge til præsentationsformål.

Autodesk Sketchbook

Sketchbook var en af de første app’s der kom ud til iPad Pro (findes her i Apple App-store) – og er en IOS udgave af Autodesks desktop applikation. I starten var det en alvorligt neddroslet version der kom til iPad – men med de sidste opdateringer er der stort set feature lighed med udgaven til Windows / Mac.

Prisstrukturen er lidt kompliceret. App’en er gratis at hente, og giver dig der de basale værktøjer. Men vil du noget af det mere avancerede (og det vil du) så skal du betale. Her kan du så vælge at betale 239 dkk i årligt abonnement – eller 45 dkk en gang for alle – for at få “Pro Tools”. Den opmærksomme læser vil nu have udbrudt “øhhh hva?”, men der er en grund til den sære prisforskel. Nemlig at de 239 dkk gælder et abonnement på ALLE enheder. Så hvis du også bruger Sketchbook på din Windows-maskine med din Wacom-tablet, så gælder abonnementet også her. De 45 dkk er kun for at få Pro Tools på iPad. Men til gengæld er det lidt af et røverkøb, hvis man laver alt sit tegnearbejde på iPad.

Sketchbook har ikke helt så mange sære redskaber som Procreate, men har alle de basale. Her kan du også arbejde i lag – og så kan du, i modsætning til Procreate, bruge tegneværktøjer som linealer, kurvelineal, udfyldning, symmetrilinjer og meget andet. Der er en lille smule lag, men ikke noget som generer. Og du kan også her indsætte fotografier og andet.

Til 239 dkk om året var Sketchbook på den dyre side – til 45 dkk en gang for alle er det svært ikke at se det som vinderen til prisen. Og så kan du altså endda afprøve den gratis.

Notability

Den sidste app er helt anderledes end de andre. Det er en app som er lavet til at tage deciderede noter, men den gør det bare bedre end alle de andre. Notability (fås i App-store her) koster også 89 dkk og giver dig muligheden for at lave virkelig flotte noter – og endda kombinere dem med optagelse af lyd(!)

Det som den gør bedre end de andre er muligheden for at zoome ind og få et større vindue, hvor du kan skrive. Alt hvad du skriver i det vindue bliver så overført til et mindre felt i selve dokumentet – og når du kommer til enden af vinduet så skifter den automatisk videre så du kan skrive mere eller mindre ud i en køre.

Når man kombinerer det med muligheden for at annotere PDF’er, så bliver det altså virkelig godt. Så kan du pludselig skrive omfattende noter i margen, lave overstregninger og alt muligt andet.

Ham der er den i Semiosis Formidling. Underviser, indholdsudvikler, nørd, surdejsbager, kommunikationsgøgler, provinsboer, eksilkøbenhavner, uegnet til militærtjeneste og venstresnoet.